Emma gik i foråret 2008 og småskarntede. Vi havde været ved lægen flere gange, mne fik af vid at hun havde fået en virus. Det ble være og være. Hun havde hovedpine, kastede op, og kunne pludselig ikke stå på sine ben. Hun blev af flere omgange und...
ersøgt på Kolding sygehus, men her kunne de ikke finde noget. Den 14 juli 2008 bliver hun rigtigt dårlig og kolding kæmper med at finde ud af hvad der er galt. MR scanner, knoglemarv osv. viser ingenting. Det er først den 15. juli de ct scanner hende og finder en 10 cm stor svulst i hendes højre binyre. Hun bliver sendt direkte med ambulance til skejby. Her konstaterer man ret hurtigt at hun har neuroblastom, og det har spredt sig til lever knogler og knoglemarv. Det ser ikke godt ud, men Emma er en fejter og giver ikke oo. Hun var indlagt mere elle mindre hele tiden fra juli til 11. december hvor man stopper behandlingen. Vi får beskeden at hun har maks 3 mdr tilbage at leve i. Vi bliver af vores præst opfordret til at fortælle Emma at hun skal dø. Det er nok den værste dag i mit liv og mine ben rystede under mig, da jeg skulle gå ind og fortælle min lille pge at hun ikke kunne blive rask og at hun skulle dø. Vi tog hjem og tiden gik hvor vi fik en masse dejlig oplevelse og minder med Emma.Hun blev stærkere for hver dag og Emma ville selv planlægge sin begravelse. Hun valgte sit eget gravsted, snakkede om sange hun gerne ville have at vi skulle synge. Ville selv vælge gravste (dersatte vi grænsen). I april blev vi ringet op, med tilbud om at komme til sverige og prøve en eksperimentiel behandling. Det var lidt af en ruschetur. Fra at være stoppet og færdig med sygehus og have planlagt begravelse, til at være i behandling igen...men med fornyet HÅB. Emma var i Sverige i 2 mdr, hvor Morten og Jeg rejste på skift frem og tilbage hver 3. dag mellem vores børn Anna og Mikkel herhjemme og Emma i Sverige. Vi tog hjem i novermber med et spinkel håb om at stamcelletransplantationen ville lykkedes. Hun fik GVH (reaktion på stamcellerne), hvilket betød at hun fik en masse binyrebarkhormon. Dette bremsede stamcellernes effekt. 12. marts (dagen før vores kobberbryllup) fik vi beskeden en gang til. Jeres datter skal dø. Denne gang fik hun en måned. Endnu engang skulle vi fortælle Emma at hun skulle dø. De sidste 24 dage var hårde for Emma, så det var en stor lettelse for hende da hun fik lov at dø den 12 april 2010. Jeg havde sagt til hende; "emma, nu må du gerne tage afsted til sommerengen " ( en bog vi her læst om rejsen til himlen, og som hun havde taget til sig) og hun svarede ;"ja mor det vil jeg også gern, men jeg ved ikke hvordan" Hun blev vugget i sin klapvogn mens jeg sang for hende, da hun døde. Det kom helt bag på os, at det var der det skulle ske. Gudskelov var vi hos hende begge to, men desværre sad vi ikke med hende. Men hun elskede sin klapvogn og havde tilbragt megen tid i den de sidste 2 uger. Nu er det 7 uger siden at hun døde og vi savner hende ubeskriveligt. Hendes latter hendes humor, hendes snakken og skrappen. HER ER MEGET STILLE. Men hun har det bedre nu og det må være vores trøst.